Eat my Shorts

Tekstfragmenter til skrivebordsskuffen

Det er sjældent, jeg brokker mig over de småracistiske hændelser, jeg møder i min hverdag – men én ting man bare slet ikke må som “etnisk” anderledes er at klæde sig det mindste smule sexet på.

Nu skulle man tro, at jeg i en alder af 41 ikke længere fik diverse klamme tilbud – men næh nej, man skal bare tage grå knæstrømper på, en grå knælang nederdel og et par sko med hæl på og bingo, straks er er der frit lejde for at råbe diverse klamme ting efter mig.

Ét er “kineser” og andre uopfindsomme tilråb (herregud knægten var max. 16 år)- men hvad får fuldvoksne mænd til at dytte, råbe “fisse” eller bremse brat op og bare glo uhæmmet ugeneret?

Jeg mener, de råber ikke den slags ting efter hende, der gik foran mig – og det er heller ikke fordi jeg ligner Naomi Campell på en god dag. Det er ganske simpelt min såkaldte “etnicitet” der giver – især dumme mænd – frit lejde til at hælde al deres småklamme liderlighed ud over mig. Og skulle nogen spekulere på, hvad jeg mon taler om, så svarer det til, at I går gennem Nørrebro i et par cowboybukser og en tanktop og bliver kaldt “luder” af agressive nydanskere. Forskellen er, at jeg oplever det hver dag fra de såkaldte “normaldanskere” – og ingen tager det voldsomt alvorligt når jeg brokker mig over det og ingen kalder “normaldanskerne” for agressive og utilpassede – desværre.

Jeg spekulerer på, om jeg slipper for det, når jeg bliver 51 eller måske 61?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *