En dag må jeg skrive en bog med titlen ”det ekstraordinære” – jeg ser tilbage på mit liv og vil gerne påstå, jeg har rørt ved himlen (tak Strunge), jeg har haft magiske øjeblikke og jeg har elsket svævende mellem liv og død. For hvem vil ikke gerne kunne påstå, de har haft ekstraordinære stunder om så det bare er glimtvis?
Jeg har set tilbage og erkendt at mit liv har været ganske ordinært. Ikke at jeg ikke har oplevet glimtvis af lykke, glæde og sorg. Ikke at jeg ikke har elsket, grædt og leet. Men realistisk har det hverken været bedre eller stærkere, end hvad jeg tror, gennemsnitsmennesket oplever.
Derfor kan jeg godt være misundelig på de mennesker, der føler sig overbevist om at netop deres lykke er noget ganske særligt og at de derfor er berettiget til at belære os andre. Jeg kan mærke fortællingen trykke.