Det er ikke nogen hemmelighed at jeg racemæssigt er asiat. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg er opvokset i Dannevang. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er dødtræt af småmorsomme racistiske vittigheder over mit udseende.
Tag en dyb indånding før I udbryder at jeg mangler humor, skal tage ting med en gran salt og klappe hesten. For det handler ikke om disse elementer eller om at ingen må gøre grin med mit udseeende. Det handler om at min race spænder ben for mig.
Kaukasisk udseende mennesker oplever det som en sjov kuriøsitet at være udseendesmæssig anderledes end majoriteten når de rejser udenlands. Ofte i form af små sjove fortællinger, de tager med sig hjem for at illustrere en anekdote eller to. Det sjove for mig forstummer i det øjeblik jeg opfylder den berømte “banateori” – at man er gul udvendig og hvid indvendig. At ens indre ikke passer til ens ydre – så at sige. Jeg kan aldrig “tage hjem” og vende oplevelsen til en sjov lille anekdote, jeg lever med dem hver eneste fucking dag, og jeg må sige, jeg er så forbandet træt af det.
Når jeg kalder morsomhederne småracistiske, så handler det om at de udelukkende går på mit udseende. Alle kan forstå at det ikke altid er vanvittigt morsomt for bebrillede personer at blive kaldt brilleabe eller for store mennesker at blive kaldt for fedberg, men de færreste kan forstå at det samme gælder for os med et andet udseende end den hvide. Og det handler om konnotationer folkens – konnotationer om den asiatiske race skabet gennem stereotypier og myter, der bestemt ikke er stivende for rygraden at blive sammenlignet med – især når man ikke kan hente dækning i en kulturel sammenhørighed. Ser I, var jeg asiat af indre kunne jeg med indre ro henholde mig til min egen kulturs stolthed og identitet. Men fordi jeg er opvokset med samme stereotypier og myter, så rammes jeg dobbet så hårdt over henvisninger til min race. For at pinde det ud – hver gang formiddagbladende skal skrive om prostiturede så er der dømt forskel i race. Når der skrives om danske, polske og afrikanske prostituerede, så bruges ordet “prostitueret” + nationalitet. Skrives der om prostituerede fra Østen så skrives der “Thailuder”. Valg af ord er forskellige og konnotationen til ordet er forskellig – især mentalt.
Det handler ikke om at være ked at sit udseende eller forbande at man ikke er født hvid, det handler om at folks uvidenhed eller rettere ufølsomhed går mig på. Ligesåvel som jeg har en sensitivitet over at forsøge at undgå at ramme folk på elementer, jeg mener ligger under bæltestedet, så regner jeg med de udviser den samme hensyn til mig. Jeg kan ikke se, at fordi jeg er begavet med et andet udseende end den hvide, så skal jeg være dobbelt så overbærende og smile af hver eneste stupiditet jeg hører, der alene behæftiger sig ved et udseende og ikke forholder sig til min person som et hele. Og nej, jeg synes heller ikke grønlændervitser, perkerjokes og negervittigheder er morsomme – jeg synes, de er beskæmmende.
Dette er en varm kartoffel at tage op, fordi jeg så ofte har stødt på meninger som “at folk ikke mener det så slemt” eller at “det er jo kun for sjov”. Jeg vil gerne se den første der, griner når jeg råber “spasser” efter deres mentalthandicappede barn og jeg forstår slet ikke at man ikke ruller sig hulkende af grin når danske piger bliver kaldt for “ludere” i skolegården. For for mig er det principielt det samme. Jeg skal smile muntert af kommentater til min race, hvor andre råber racisme?
Og ja man må gerne gøre grin med mit udseende, så længe det er ting der er signifikant for mig som person og ikke mig som race og så længe konnotationerne ikke er racistiske. Jeg har intet mod, at folk morer sig over min obskure personlighed. Det er min og signifikant for mig og der kan jeg læne mig tilbage i min egen personlighed og fnise med. Forskellen ligger i noget så abstrakt som “kulturens byrde” – jeg er del af den danske kultur og at blive konstant forrykket eller revet ud af det fællesskab ved at blive mindet om min race, sætter mig i det dilemma, at jeg på en gang er dømt “ude”, hvor jeg burde være “hjemme”. At jeg konstant bliver påmindet om, at jeg ikke “hører til”. Ler man af specifikke karakteristika ved mit udseende, kan jeg stadig være “hjemme”, men ler man af mig som race, kan jeg pendle fra nu af og ind i evigheden i et ingenmandsland, der gør mig kulturløs. Og jeg er ganske sikker på at andre med et ikke-kaukasisk udseende bosiddende i Danmark, har det som mig.
Det var en lang rodet smøre om bananteorien og jeg håber de fleste fanger essensen og giver det en ekstra tanke næste gang, der falder morsomheder ud af munden på dem.
Der er derudover frit slag for at gøre grin med mine meninger, min skrift og mine valg her i livet – dem har jeg nemlig selv valgt.