Så troede EMS lige hun havde knækket koden og grejet spillet. Vidunderlig helt single mand meldte sig på banen og for første gang i lang tid gik det den rigtige vej. Sushi blev spist, ord blev udvekslet og lidt senere og mange ord efter også kys. Singlemand var præcist så sød, sjov, sexet og skæv som EMS måtte ønske sig – a match made in heaven.
Hvorfor er det så lige at EMS skal kaste skærver i maskinen og begynde den berømte men også lidt trættende “skal vi lege hvem der distancerer sig først og sige farvel hurtigst” legen? Hvorfor skal hun partout ikke bare se men ligefrem lede efter de 117 ting, der potentielt, muligvis og vistnok kan og er galt? Hvorfor kan hun bare ikke for én gangs skyld lade som om, hun ikke har siddet skævt på potten som barn og bare tillade ting at ske?
EMS har nu besluttet sig for at glemme det hele, alle forestillinger, opstillinger og vrangindstillinger. Single, sød, sjov , sexet og skæv mand skal bare være den, han er – tiden vil vise om han er den for EMS og så vil EMS nyde ham i passende doser indtil andet sker. Vi kan alle blive ramt af virkeligheden og det kan selv EMS ikke kæmpe imod, men indtil da er det ikke forbudt at nyde lidt af det gode.
Under alle omstændigheder er det forår og det bringer EMS sjove steder hen i livet og dette er EMS chance for at forfine buddhapraksis nummer ét – at gå ind i ting uden satte forventninger, så man ikke påfører sig selv unødvendig lidelse. Det er meget svært, når man er vokset op i en vestlig materiel kontekst, hvor man vil eje og have mere konstant.