Eat my Shorts

Tekstfragmenter til skrivebordsskuffen

Blangstrup spørger så finurligt om det er hårdt arbejde at blive elsket betingelsesløst? Og hertil må man svare: ja, hvis man er skadet af livet som jeg.

Vi har alle oplevet vores små traumer i vores barndom, det er som oftest dem man lærer af, vokser med og fra og danner den personlighed, som vi kæmper med resten af livet. Problemet er bare når traumerne er grundlæggende. Tag nu ikke fejl, for dette er ikke et tudeindlæg a la – åh hvor er det hårdt for stakkels mig – for det er det ikke. Jeg er benhård, overkommer det uoverkommelige og er tillige begavet med en rimelig velfungerende hjerne. Jeg er bare så pokkers skæv.

Det er hårdt arbejde at blive elsket betingelsesløst – fordi det dagligt konfronterer mig med mine største traumer og gør mig opmærksom på det gabende hul, jeg har indeni.

Jeg fik et billede af mig i en alder af ca. 1 år, hvor jeg er indleveret til børnehjem – det var et trist syn af en lille pige, der forskræmt og sørgmodigt nægter at se ind i kameraets ubønhørlige fastfrysning af en skelsættende begivenhed. Det var startskuddet på en livsvandring, som kun jeg kan leve mig ind i. Og nej, det er ikke synd for mig – det er et vilkår.

Savnet, hullet, gabet er et konstant center som mit indre søger en løsning på velvidende, den nok aldrig kommer. Det er en evig sorg, som jeg bærer rundt på og som ingen andre kan deltage i. Den driver mig, nager mig og skræmmer mig – men mest af alt er den en fundamental hjørnesten i den materie, der udgør mig.

Så derfor er det hårdt arbejde at blive elsket betingelsesløst – fordi min grunderfaring fortæller mig, at intet er betingelsesløst – selv den største kærlighed – den til dit eget afkom – kan bukke under for fattigdom, ensomhed, dødsfald og deslige. Angsten for at miste er så meget desto større, hvis det der lades tilbage i forvejen emotionelt er hullet som en schweitzerost.

Så på den ene side higer jeg efter og giver gerne uendeligt meget kærlighed og på den anden side kan jeg ikke modtage den. Denne barriere er et fakta og det gør det usvigeligt svært at elske mig – og jeg må elske min kæreste alene for forsøget. Det er et utaknemmeligt job, men jeg er taknemmelig, for hver dag han prøver.

Så hvorfor fortsætte med forsøget? Fordi jeg skal se mine dæmoner i øjnene, fordi jeg ikke vil leve uden at blive elsket og elske tilbage og fordi jeg nægter at være et offer for livet. Så ja, det er fanden fuckme mig hårdt arbejde at blive elsket betingelsesløst, men aldrig om jeg vil opgive forsøget. Det er mit livsprojekt.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *