Eat my Shorts

Tekstfragmenter til skrivebordsskuffen

36 år

Jeg er blevet 36 år og når jeg ler har jeg rynker i hele ansigtet. Jeg er ramt af en pludselig tristesse – jeg ikke rigtigt kan ryste af mig. Katalysatoren var at jeg så at en tidligere bekendt havde fået et chefjob i min branche. Det fik mig til at tænke på hvad jeg havde spildt min tid på. Hun startede efter mig og har nået både at skrive en bog samt er mor til 5 børn. For slet ikke at nævne, at hun ser forbasket godt ud.

Jeg er 36 år og ser slidt ud – jeg har ikke nået så meget selvom jeg knokler døgnet rundt og hvordan kan det så være at livet smuldrer mellem fingrene på mig, mens jeg forvirret forsøger at forme noget ud af støvet?

Jeg er 36 år og mit hjem trænger til at blive gjort rent, jeg trænger til at blive gjort rent og min hjerne trænger til en vinterstorm, der sender ilt ned til de mørke sumpbunde. Til tider tænker jeg at al min travlhed dækker over en angst for at gribe livet og at jeg aldrig lærer at fokusere på hvad jeg vitterligt ønsker mig ud af dette ene liv. Hvis jeg skal dømmes ved Sct. Peters port bliver det for synden fejhed – ikke at turde gribe den gave, der blev givet mig ved fødsel.

Jeg er 36 år og trænger til lidenskab og passioneret uskyldighed, til tilbedelse og hæmningsløs beundring, til at føle mig udødelig i et split sekund og til at føle mig så dejlig fri for ansvar og pligter. Til at rejse bort i halve og hele år for at vende hjem med sol og eventyr i øjet, til at male historier ned på hemmelige sider og vandre barfodet på krakeleret jord.

Jeg er 36 år og hvem siger at min verden skal være fyldt med danske vintre, sjap, morgenmad og regninger? Hvem har bestemt at jeg skulle knuges af den danske velfærds tyngende ensretning og hvorfor er alt mit tøj sort, gråt og brunt?

Jeg er 36 år og lider at drømme, længsel og afsavn og står som Ole på heden med fårene brægende omkring sig.

”Stak så Ole en dag i trav

Stod med ét ved det store hav”

”Over havene Ole fór

Fårene står der endnu og glor”

Hvornår blev jeg til fåret?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *