Eat my Shorts

Tekstfragmenter til skrivebordsskuffen

Historien de fortæller os om begrebet “job” er egentlig fantastisk. Den får folk til at knokle hårdt, sige tak dertil og ofte ændre værdier og meninger. Faktisk har man været i stand til at bilde folk ind, de ikke kan leve uden et job og ergo går mange derfor hen og dør, når de mister dette forjættede vartegn på ønskværdighed og identitet. Men sandlheden er, at folk kan ikke leve uden et livsindhold og når man gør jobbet til et livsindhold og dette forsvinder, ja så dør man rent faktisk.

Men hvad er arbejde – ofte en tom titel med en hvis sum penge knyttet til. Forstå mig nu ret, jeg kan sagtens blive vildt misundelig over de jobs andre får. Ikke pg.a. titlen eller pengene men på grund af indholdet. “For satan hvor ville jeg gerne lave det du skal lave”, tænker jeg ofte. Sidst jeg misunmdte var det over én der havde fyldt sit liv med børn og psykologi. Og er jeg så skurekone på de offentlige toiletter (ikke at der er noget galt med det)? Næh, jeg er slet og ret arbejdshedonist – dvs – jeg laver ofte præcist det, jeg har lyst til. Er jeg formand i foreningen for bevidst arbejdssky elementer? Næh, jeg knokler r…. ud af bukserne hele tiden og lover mig selv hvert år, at i år skal det blive bedre, men det gør det aldrig, fordi jeg næsten altid laver det jeg elsker. Men hvorfor så misundelig? Simpelthen fordi jeg har så forbistret mange lyster – jeg vil rode og rage i alt på min vej, snuse og vælte mig i de fleste ting. Hvis jeg kunne lave en perlekæde, hvor jeg hvert år skiftede job og hvor jeg vidste, jeg kun havde 1 år pr. sted – nøj – jeg ville arbejde mig selv ihjel men dø med et lykkeligt smil om munden.

Indtil da må jeg nøjes med at undre mig over dette ord “job” – istedet for at spørge “hvilket job har du” hvor folk så svarer tilbage med en titel – så burde man være konsekvent og spørge “hvilket livsindhold har du så i dag?”

Jeg har denne nagende fornemmelse at historien gentager sig.

Ser du, da jeg var omkring de 30 opdagede jeg at jeg havde brugt mine 20’er på studindikose små julelege, der i livets større sammenhæng næsten ingen mening havde. Jeg har igen denne nagende krybende fornemmelse af, at når jeg når mine 40 vil jeg til min rædsel opdage, jeg har fyldt mine 30’er med jobikose små julelege, der i livets større sammenhæng næsten ingen betydning har. Gud ved hvad det næste så bliver? Men et eller andet sted vil jeg gerne undslippe denne cirkelbevægelse…jeg føler mig som en hundehvalp der jagter sin egen hale.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *