Jeg er 47 vintre, mens jeg gør mig klar til at fejre dette erkender jeg en sær tristesse har grebet mig. Måske det er mørket og kulden, måske det er det faktum at jeg altid er en vinter forud – jeg er født om vinteren og har oplevet 47 vintre men kun 46 somre.
Jeg er 47 vintre, måske det er livet der har givet mig for mange bank? Jeg ved intet andet end jeg sammenbidt og hårdfør arbejder mig gennem endnu et år og håber på det betaler sig i sidste ende.
Jeg er 47 vintre, mørkedeprimeret og ældet, grebet af alder og regler for hvad jeg må og kan gøre, grebet af livet og ført med en kastevind gennem skæbnen.
Jeg er 47 vintre, der danner en kreds om mig og lægger afstand til alt andet – jeg kan intet forstå uden disse vintre og alligevel forsøger jeg at bryde gennem diget af alder.
Jeg er 47 vintre, ser på bunken af erfaringer og ryster forvirret på hovedet. Det er ikke altzheimer, det er ikke senilitet – det er en uforståenhed over de vintre der er passeret og en desperation over de der er tilbage – den ene bunke bliver større end den anden og jeg kan ikke genkende bunkens indhold.
Jeg er 47 vintre, erkender kærligt at det liv der er givet mig denne gang ganske vist indeholder smerte og sorg men er dybt priviligeret og fundamentalt trygt.
Jeg er 47 vintre, jeg vil fejre det faktum at jeg nåede den 47. vinter.