En ven sagde evighedstudent til mig og jeg blev lidt pikeret. Jeg er vant tilat blive klappet på hovedet som en anden duracelkanin, når jeg fortæller jeg gerne vil være dygtigere, men denne gang fik det mig til at tænke. At studere kan altid legitimeres med ønsket om at lære mere, men faktisk rejser det også følelsen af usikkerhed og utilstrækkelighed i en absurd grad i mig. Måske jeg er selvpiner i mit liv, måske jeg altid skal være der hvor jeg knapt kan buden og ånde, før jeg mærker jeg eksisterer. Min hjerne skal være spændt til det yderste eller føler jeg en kedsomhed, der stresser mig ud over alle grænser – og det er ikke sundt.
Jeg ville gerne lære at hvile på laurbærerne og lære at nyde det opnåede, men jeg kan faktisk ikke. Jeg evner ikke at lade være – med at stræbe mod det uopnåelige – at evne at tænke selvstændigt i ordets egentlige forstand.
Lige nu er jeg i gang med et projekt jeg ikke helt ved om jeg kan honorere – jo længere jeg involverer mig, jo mere utilstrækkelig føler jeg mig – jeg bilder mig hele tiden ind at det handler om, jeg sætter mig koncenteret ned i 2 uger i træk og tænker seriøst mens jeg skriver, men papiret forbliver tomt og præstationsangsten vokser. Hvad nu hvis jeg en dag ikke kan sætte noget fornuftigt ned på papiret – hvad nu hvis jeg ikke formår, evner eller magter at være så god, klog og dygtig, som jeg gerne vil være?
Hvad nu hvis jeg blot er ganske almindeligt gennemsnitlig og ikke det fantastiske, selvstændige væsen jeg mener jeg nu engang er? Hvad nu hvis mit livsbluf bliver afsløret og jeg i al min nøgenhed må erkende, at jeg ikke kan? Og hvordan kan det være, at jeg hver gang føler, at jeg må helt ud på fortvivlelsens overdrev, før jeg kan skabe? Indtil nu har jeg formået – jeg har i sidste ende altid skabt og præsteret, men jeg tænker altid, en dag må ballonen revne og illusionen om at flyve afsløres som et stykke farvet gummi af billig kvalitet.
Indtil da forbliver papiret hvidt, hjertet kramper og jeg får åndenød. Lær mig at skabe, lær mig at turde og lær mig at tro. Ak, at man skal al det igennem får mig til at erkende at studere er ikke den letteste vej ud – det er den sværeste, men også min største ambition. Er det en phd værd?