Jeg smager lige på ordet….fokus…hvad er det? Jeg mener hvorfor er det så nødvendigt. Siden hvornår er det blevet forbudt at daldre lidt derudaf, mens jeg forsøger at snuse alle dufte til mig og ubestemmeligt lader mig flyde med strømmen. Er der fordi dovenskab er en af de 7 dødssynder, langsommelighed, ubestemmelighed – metonymiens fængsel?
Jeg aner ikke, hvad jeg skal bruge mit liv til, jeg føler mig stresset af ikke at gribe alle chancer og undersøge det hele. Men i bund og grund aner jeg ikke, hvad jeg skal bruge mit liv til. Denne hverdagshedonisme slår mig halvt ihjel, mens den anden halvdel knokler derudaf med små sjove projekter, der ikke giver en klejne i sidste ende.
Når folk ser på mig udefra, så er det ikke dovenskab der falder dem ind. En hårdtknoklende energisk lille tornado hvirvler som regel ind af døren – men lad mig hviske det i jeres øren for fuld offentlighed – det er fordi jeg ikke ved, hvad jeg vil. Jeg er doven på den måde, jeg lader skæbnen, tilfældigheden, nuet, kald det hvad I vil, gribe mig og viljeløst føre mig mig som et godvilligt offer.
Jeg søger essens, jeg søger sjæl men det er en mangelvare i dette mystiske liv.
Hvorom alt er så mangler jeg fokus….det svarer lidt til at mangle et krydderi i sit liv…hmm…det mangler salt. Men jeg magler fokus, hvilket betyder jeg lader mig så let distrahere. Fokus for mig består i 3 timer intensivt arbejde om dagen, hvorefter resten går med at sniffe omkring og se om der mon ikke skulle være nye glæder, jeg kunne indlære i dette enkle liv.
Passion kan skabe fokus – måske metynomier ikke er så ringe endda – sætter jeg al min vilje ind og føler brændende for det, så knokler jeg til jeg segner og fortsætter gerne næste dag. Man kalder det også at brænde sit lys i begge ender, men heldigvis har jeg den forunderlige evne at jeg kan puste flammen ud ind imellem og gå i dvale i et par uger ind imellem.
Nå men, er der nogen af jer der skulle have lidt fokus til overs, så aftager jeg det gerne for en rimelig tid.