Problemet er nok også, at dele af den danske elite har – eller har haft – tradition for at dække sig bag en facade af akademiske værdighed. […] Fogh-regeringens ofte ekstreme dobbeltspil = vi siger et og gør noget andet – har da også bragt flere gode folk på banen med berigtigende indlæg. – Jeg kan godt li Charlottes afsnit om danskernes manglende stolthed over, at et lille land som vores formår at producere en elite. Uden den anerkendelse bliver kontrasten mellem viden-kulturen og almenhedens hang til dyrkelse af »det almindelige« for skurrende.
Jørgen Falck har kommenteret min elitepost – og han er krads. Det er jeg glad for, for kvalificeret modspil kan man ikke få for nok af – det er den slags der hindre man bliver Seidenfadensk ”selvfed” (fedt udtryk – det klistrer til min hjerne)
Jeg er en skurekone – forstået på den måde, at når jeg bliver opildnet, så skriver jeg harmdirrende løs i 10 minutter, for derefter at poste gøjemøget og så vende tilbage senere. Så er jeg samtidig selvretfærdig, hvilket betyder at jeg nægter at ændre det gøjemøg, jeg nu har skrevet og postet – hvorfor andre kan kåsere over min sort-hvide verden og er velkommen til at spanke løs.
Men jeg kender godt alle nuancerne, forbeholdene og overvejelserne, men forunderligt nok er de ikke så sjove at skrive om. Det er så befriende, at selv som man er et forholdsvis intelligent væsen, kan få lov til at skrive på en bølge af sort/hvide betragtninger. Var jeg mere nuanceret i min skrift, ville jeg nok tage mig sammen en dag og skrive en bog. Min blog er mit vindue, dvs. At vælger jeg en dag, at have snavsede ruder, så jeg kun kan se ud af et lille bitte hjørne, så er det det, der sker. I må leve med harmdirrende kradse skurrende indlæg, der højtråbende udbasunerer mine meninger – men I må også gerne slå mig i hovedet, hvis disse meninger bliver for fordummende at høre på eller har en uheldig virkning.
Ord er ikke kun til flødeskum, de skal svinge og sætte tanker i gang, de skal bløde, lide og skabe meninger. Der er for megen udenomssnak og ”det synes jeg også” salat – ord skal være sværd såvel som handske. De skal skærpe såvel som række hånden ud. Og så blot for at kommentere til Falcks ”facade af akademisk værdighed” – så mener jeg, at den som ikke går ydmygt til sit fag og indser at elite, intellektuel, læge, politiker eller hvad vi nu ønsker at besmykke os med i livet, blot er en titel, der ikke kvalificerer dig som menneske, ja de risikerer at betale den største pris af alle, nemlig at erkende de har levet på en livsløgn.
Og så skal jeg nok holde kæft om eliten.