Jeg er musikblind – ganske som andre er ordblinde, så fatter jeg ikke musik. Dvs. jeg nyder musik, falder for ørehængende girlierockpop – men jeg husker ikke en klejne. Jeg kan ikke huske hvad numrene hedder, hvem musikerne er og aner slet intet om producere, og navne på de enkelte bandmedlemmer. Derfor hører jeg på må og få og er afhængig af hvad andre gider spille for mig, hvis jeg skal have ny inspiration.
Men blind høne kan også finde korn, så da navnet Swan Lee havde hægtet sig fast – tog jeg det som et tegn fra himlen og købte billetter til deres åbningskoncert på Forbrændingen i Albertslund. Og det var godt jeg gjorde det. Pernille (jeg har lusket på deres hjemmeside) sang som en gudinde og bandet leverede en sikker men kort koncert. Jeg nød hvert minut og følte mig ung med de unge og hip med de hippe – og det sker så sjældent i disse dage.
Nu er jeg glad og musikmæt og en af fordelene ved at være musikblind er, at når man endeligt for taget sig sammen og går til koncert, så skal der ikke så meget til at glæde mig og det er som regel en rigtig god oplevelse. Jeg har ganske simpelt ikke værktøjerne til at være kritisk, så jeg nyder hæmningsløst, dejligt fri for anmelderfordomme og selvhøjtidelig kritisk sans. Jeg nyder, fordi jeg hører.
Derfor kunnne det godt undre mig når jeg hører rock-smarte unge fyre stå og tale anmelder-“klogt” i garderoben om svaghederne i deres nye CD – for ærlig talt, hvad laver de så til en koncert, der næsten udelukkende består af deres nye numre? Jeg klappede i mine små buttede fingre, havde dejlige toner i mine halvdøve øren (volumen til livekoncerter overrasker mig altid) og var glad i låget.
Og så fandt jeg ud af at Swan Lee er musik for tøser og at uniformen er højhalset pullover, knælang uldnederdel med tykke strømpebukser til og camp sko – sådan en god gang klassisk uni-chick stil. Jeg faldt helt ved siden af.