Gallery

Projekt skæg

Jeg har i den seneste tid kørt et lille socialt medieeksperiment. Jeg har 1 gang om dagen postet en billedreference til min kræftsyge ven – digteren og forfatteren Kenneth Søgaard Krabat.
Udover at projektet i bund og grund handlede om at se de glimtvis smukke og sjove sider i en situation, der ikke er voldsomt morsom, uden at der skulle gå selvbiografisk “kræft-projekt” i det, så bruger jeg dette til at se hvor meget jeg kan tåle at punktere myten om mit eget “me-brand”. Hvad sker der når den evige række af kattekillinger, “OMFG-u don’t believe this” – spam vidoer og “mit liv er fantastisk” statusser bliver brudt at glimt af det virkelige, det grimme, det syge, det svære?

In your face motherfucker – I got cancer….det støder nogen, det griber andre, men først og fremmest mødes det af en tavshed – manglende likes, få og ingen kommentarer (og her tæller jeg bevidst Kenneths egen store vennekreds fra der tilgengæld nok skal ytre sig). Er der svært at like en fremmed, der står frem med sin sygdom uden patos eller episke narrationer? Er det nemmere at like kattekillinger og anden candy floss? Der ligger inden anklager i dette – jeg jagter ikke likes og det er svært at drage konklusioner på en lille projekt, der nemt drukner i kattekillinger og talentkonkurrencer, men der var en markant ændring.

Projekt skæg har naturligvis en soleklar cancer reference – men det handler lige som meget om transformationen af en inkarnet skægmand – om nedbrydelsen, udhulningen men også kampen om at bevare den mand, det hele startede ud med.
Uanset, nyd min lille hyldest til en kommende overlever!

 

Rewamping

Så har jeg endeligt taget mig sammen og fået lagt en oversigt over min online tilstedeværelse på gullach.dk – her henviser jeg bl.a.  til min nyåbnede lille biks YSG Communications.

Jeg tilbyder at løse basale online kommunikationsopgaver – og nej jeg er hverken supermand, specialist eller mogul – jeg har bare mange års erfaring og lavet et stykke solidt arbejde for dig. Jeg er billig, men jeg skal også bare lige have nok til at jeg kan købe mig tid til at lave mine mere skæve kreative ting – det går hånd i hånd. Kan jeg skabe på den kunstneriske side kan jeg også skabe på den forretningsmæssige del.

Næste skridt er at gullach.org får en omgang og så skal jeg igang med at lave en lille film og få skrevet nogle digte. Damn, I love my days.

 

Nemesis

Kan jeg ikke snart lære det – jeg skal ALDRIG proklamere at det går godt så kommer den lede tæve til Nemesis og klasker mig i røven.

Well, 2 stks Raspberry Pis er brændt af – sendt til UK og kommer forhåbentligt tilbage inden udstillingen. Min kære programmør og jeg krydser fingre mens vi ser nervøst på hinanden.

3 film mangler redigering inden den 12. oktober – og en 4 skal jeg bruge en hel weekend på at skyde – også inden den 12 oktober.

1 installation står i smådele og mangler at blive færdiggjort og gennemtestet – og så har vi slet ikke talt om de problemer jeg kan forudse når den skal stilles op i et tussegammelt palæ.

1 virksomhed mangler at blive opstartet og kunder er begyndt at forlange timer – så nu afventer jeg godkendelser og forudser faldende frugter – som min erhvervscoach sagde jeg skulle tænke på 🙂

Sidst men ikke mindst  en udgivelse er på vej og en uropførelse – begge dele der burde tage min tid 100% – men så er det godt jeg ikke behøver at sove mere i dette liv.

Sensorlegetøj

Til mit næste projekt skal jeg arbejde med sensorpads…og jeg skal selv lave dem. Materiale er bestilt og jeg forudser masser af mærkelige projekter springe ud af dette.
Jeg skal lære alt fra bunden, men kan allerede nu sige at analoge knapper og sjove reaktioner kunne gå hen og blive lidt af en besættelse. Det er lego bare meget mere cool.
Rasperry Pi og arduinoboards…ready or not here comes Yong Sun…

Nonshop fail

Jeg kryber til korset i denne højhellige påsketid og tilstår – jeg fejlede i Berlin og købte tøj og en læbestift, det er så anden gang jeg er faldet i. Damn…det er sværere end jeg troede. Det affødte så en tårevædet tilståelse i nonshop gruppen på facebook, hvor jeg bl.a. blev spurgt til mine indre motiver og udfordret med at se ind i mig selv..

Jeg udfordrer mig selv hver dag – så jeg har været igennem møllen med at “betragte tingene udfra på den indenfra måde” og jeg kender godt oprindelsen til min impuls. Det er fuld accept af at jeg overforbruger og at det er en forlængelse af noget andet.

Indlægget var ment som et humoristisk indspark i alle de velmenende indlæg om hvor gode og kreative nonshopperne er og jeg tror faktisk, at jeg reagerede mod at være så fandens korrekt. Jeg er det på så mange andre måder at jeg snart ikke kan proppe mere økologisk spelt ned i min hals, og faktisk var min sko, taske, tøj, makeup addiction snart den sidste last jeg havde (ikke fejl – dem har jeg tonsvis af).

Jeg er fuldt ud klar over det ikke-bæredygtige i et fortsat forbrug, men drukner af og til i den bevidste forbrugers mareridt – hvor mange fairtrademærker på fødevarerne kan udgøre det for flyveturen til Nice til foråret, når jeg nu ved jeg kan køre i Hummer i 10 som et svin for en tur/retur til London? Hvor mange økologiske kaffebønner skal jeg male selv for at udligne min brunch med veninderne om søndagen på den ikke-økologiske cafe?

Jeg føler mig så fandens asketisk på alle andre områder – drikker ikke alkohol, ryger ikke, har ikke bil og spiser næsten ikke kød…mit tøj, make up, tasker og sko var mine laster, mine synder…det der gjorde mig menneskeligt og fejlbarlig. Når jeg ikke kan frådse i dette, så er der ikke så meget mere tilbage andet end rejser. Men jeg bilder mig ind, det har begrænset mit forbrug, surfer ikke rundt efter unødige extravanganzaer på trods af H&Ms nye luxus concious collection er på gaden lige om lidt. For mig er det svært – meget svært ikke at købe noget og jeg er ikke helt så dygtig til det og jeg orker altså ikke at sidde med en ulden kulørt bomuldstråd og forvandle den grå sweater til et unikastykke.

Det handler om at jeg af og til bare trænger til trøst – og ikke den indre a la “jeg elsker dig Yong Sun” men mere den man finder i en fed chokoladekage og et par guccisko – hvor tomt og overfladisk det end måtte lyde. At jeg af og til har behov for at købe mig til lidt identitet akkurat på samme måde som jeg “ikke-køber” mig til den nu. At det eneste jeg snart mangler i mit forpulede perfekte balancerede mindfulde liv er en bogudgivelse og 5 minutter i godmorgen Danmark.

Spøg til side – jeg tror jeg bare fik forstoppelse af hvor perfekte vi kan blive, at jeg ville flage med min uperfekthed og faktisk holde lidt af den. jeg skal nok fortsætte med at forsøge at stoppe med at shoppe – amar halshug etc.

Kampen for kreativiteten

Jeg har i den seneste tid fået tid til at arbejde kreativt og det har været og er som et forfriskende brusebad i mit indre. Men er du gal, hvor suger de kreative processer megen tid og energi – langt det meste af en dag kan gå med at gå og nulle rund og så får man redigeret 20 sekunder eller skrevet 3 linier – det var så den dag. Men det er den eneste måde – hver dag at se på processen og så lade det komme ud, der trænger sig på – redigering redigering redigering.

Men uanset, så er 2013 året hvor det kreative skal ud og leve – ikke at jeg skal leve af det, men det skal ud blandt andre. Jeg har mødt en skrivegruppe, som jeg håber vil sende mig den rette vej, jeg har sendt ting ud til publicering og til andre kunstnere – og så laver jeg faktisk ikke andet end at suge pt. Suge inspiration, suge idéer, suge alt ind. Jeg er åben og fri.

Livet vil mig det godt kan jeg mærke.