Gallery

Projekt skæg

Jeg har i den seneste tid kørt et lille socialt medieeksperiment. Jeg har 1 gang om dagen postet en billedreference til min kræftsyge ven – digteren og forfatteren Kenneth Søgaard Krabat.
Udover at projektet i bund og grund handlede om at se de glimtvis smukke og sjove sider i en situation, der ikke er voldsomt morsom, uden at der skulle gå selvbiografisk “kræft-projekt” i det, så bruger jeg dette til at se hvor meget jeg kan tåle at punktere myten om mit eget “me-brand”. Hvad sker der når den evige række af kattekillinger, “OMFG-u don’t believe this” – spam vidoer og “mit liv er fantastisk” statusser bliver brudt at glimt af det virkelige, det grimme, det syge, det svære?

In your face motherfucker – I got cancer….det støder nogen, det griber andre, men først og fremmest mødes det af en tavshed – manglende likes, få og ingen kommentarer (og her tæller jeg bevidst Kenneths egen store vennekreds fra der tilgengæld nok skal ytre sig). Er der svært at like en fremmed, der står frem med sin sygdom uden patos eller episke narrationer? Er det nemmere at like kattekillinger og anden candy floss? Der ligger inden anklager i dette – jeg jagter ikke likes og det er svært at drage konklusioner på en lille projekt, der nemt drukner i kattekillinger og talentkonkurrencer, men der var en markant ændring.

Projekt skæg har naturligvis en soleklar cancer reference – men det handler lige som meget om transformationen af en inkarnet skægmand – om nedbrydelsen, udhulningen men også kampen om at bevare den mand, det hele startede ud med.
Uanset, nyd min lille hyldest til en kommende overlever!

 

Nærværsmennesket

Jeg spår facebooks død – jeg spår netværksmenneskets endeligt. Vi hyper omkring sociale medier og overser signalerne i den kommende voksengeneration. Det skal hertil siges at jeg alene dømmer det udfra min egen børnefloks adfærd – de er henholdsvis 18, 12 og 10 år. Ingen af dem bruger facebook særligt meget – de har været der, de kan ikke se værdi. De er trætte af den evige distancerede tilstedeværelse, de er strætte af at alle deres relationer profitoptimeres – de gider ikke tankegangen om at alt skal tilføje værdi eller alt skal optimere.

Og et eller andet sted er det en forunderlig altmodish liniær tankegang der ligger som grunddogme for netværkstanken. Fundamentalt taler vi stadig om at maximere – at øge – at vækste – om det er relationer, vores egen me-værdi eller vores tilstedeværelse online. Men hvem siger at væksttankegangen er en bæredygtig strategi. Hvad hvis den nye generation for en gang skyld ser rigtigt – født ind i en overflod – begynder de endeligt at reducere. De vil ikke flere medier, de vil ikke flere opkoblinger – de vil kun have venner de reelt har mødt og reelt kan lide. De vil nærværet fordi de er vokset op med distancen og den konstante online præsens imponerer dem ikke – tværtimod.

Nærværsmenneskets måler værdi i tid, i kvalitative relationer og i ægthed. Jo mere tid du bruger med mig, jo højere værdsætter jeg dig. Jo længere tid du tager om at svare, jo mere har du tænkt dig om. Min datter er træt at de evige bips på mobilen, mine sønner bruger ikke facebook. De er kun 10 og 12 og de er ikke imponeret og jo, alle deres venner er derinde, men de bruger det heller ikke. Facebook holdes i live af netværksmennesket højtideligt tro på egen vigtighed – på jagten efter merværdi i relationen. Og så er det her jeg må sige jeg selv har +700 venner og er derinde hver dag – for ganske vist er jeg ikke netværksmenneskegenerationen  – men jeg vil så gerne. Men en dag tør jeg måske være så modige som min 10 og 12 årige børn og sige: “jeg bruger det jo ikke rigtig til noget”.

1. og 2. generation bloggere

Der er kommet en 2. generation bloggere – har I lagt mærke til det? Jeg sidder og øffer i mit hjørne og føler mig gammel.

1. generationsbloggere falder stadig på røven over teknologien og bruger krudt på at debattere klassificeringer og udviklingsmuligheder. Der er en tendens til et lettere ideologisk forhold til internettet, maskinerne og blogmediet og genereationen er præget af at have være tvunget til at udvikle og fremmane de brugervenlige funktionaliteter selv, hvorfor der er en kausal sammenhæng mellem blogcredability og nørdedhed, ligesom antallet af år hinter en hvis seriøsitet. 1. generationsbloggere ligger som regel på wordpress og andre open sourceprogrammer, overholder et par uskrevne regler som linkning, har et tweaket interface og integrerer til andre open source programmer som del.icio.us, flickr etc. (forstår du dette bør du overveje om ikke du tilhører 1. generation). Nøgleord: seriøsitet, udvikling, individualisme og idealisme.
Forslag til 1. generationsbloggere: hende.dk, Dalger, /many, Oschlak, Webmercial, Kammeret – sæt selv flere på.

2. generationsbloggerne er kommet til efter de værste børnebloggersygdomme var overstået – de overtager mediet med samme selvfølgelighed, som da de gik fra gameboy til X-box. Denne generation tager bloggermediet og klasker det ind som en komfort og en mulighed blandt mange i deres privatliv, skriver uden blokeringer og synes 1. generation er kedelig og gammeldags. 2. generation hælder til smartlog, blogger og andre gratisservices, hvor man blog skal oprette en profil og lade den kælne stemme glide. Hvorfor gøre det svært når det kan være nemt? Fokus er netværk og gadedrengementalitet og credit scores på ca. samme måde som IRL. Lækkert hår og masser af intime detaljer. Nøgleord: nemhed, netværk, socialitet og intimitet.
Forslag til 2. generationsbloggere: singleton, Sille, Kapster – sæt selv flere på

Selv tilhører jeg den 1. generation men kan godt være lidt misundelig over den selvfølgelighed 2. generation udviser – det giver frirum til at udvikle noget andet og lige så relevant. Men, det er ikke for at sætte nogle i båse, det er bare en egen lille privatobservation.