Jeg sagde pandevin og ikke pansersvin.

by Yong Sun

Jeg er vokset op i en sort/hvid verden, hvor politiet standsede trafikken så andemor kunne gå over vejen med sine små ællinger. Hvor den dårlige samvittighed tyngede, hver gang man så en politibil også selvom ens samvittighed var hvid som sne. Hvor politiet var efter røverne.

Jeg tror min verden knækkede første gang, da den berømte Benjamin sag kom frem og siden er det gået slag i slag med sager, der forskæmmende nok omhandler især de grupperinger, der i en politimands verden er med til at forsure livet.

Og jeg kan da godt forstå at det kan være surt, stressede og træls gang på gang at skulle stille op til skældsord og agressivt kropssprog – men det er en del af jobbet og at være en del af ordensmagten kræver til stadighed at man udviser en ansvarlig og neutral adfærd.

Når det så glipper og ukvemsord ytres – så betrygges jeg ikke ved at Hanne Bech Hansen bedyrer at betjenten skam sagde “perle”, når man ved selvsyn og almen hørelse kan konstatere at der råbes “perker”. Tværtimod er det beskæmmende at konstatere, at det åbenbart er ganske legalt at bortforklare – og ikke kun bortforklare men gøre det på en så ufiks og latterlig måde, at man kun som modtager kan blive fornærmet over at blive anset for værende ganske debil. At samtlige medier ukritisk bringer hele fornærmelsen til tovs uden at udføre deres journalistiske gerning – gør kun sagen værre.

Jeg græmmes og krummer mine tæer.