Jeg higer og søger

Så derfor har jeg nu sat INKAS på sagen samt bestilt tid til at besøge Holt når jeg tager til Soul i August.

Håbet er forsvindende lille, men der er vist en lille gnist et sted, der stadig brænder.

Hovedpine

I dag har jeg hovedpine, sådan en rigtig knaldende baghyler, der lammer al fornuftig udveksling mellem mine øren, mund og hjerne.

Samtidig har jeg en nagende fornemmelse af at jeg har glemt at gøre – et eller andet!

Kender I det?

Jeg er musikblind – ganske som andre er ordblinde, så fatter jeg ikke musik. Dvs. jeg nyder musik, falder for ørehængende girlierockpop – men jeg husker ikke en klejne. Jeg kan ikke huske hvad numrene hedder, hvem musikerne er og aner slet intet om producere, og navne på de enkelte bandmedlemmer. Derfor hører jeg på må og få og er afhængig af hvad andre gider spille for mig, hvis jeg skal have ny inspiration.

Men blind høne kan også finde korn, så da navnet Swan Lee havde hægtet sig fast – tog jeg det som et tegn fra himlen og købte billetter til deres åbningskoncert på Forbrændingen i Albertslund. Og det var godt jeg gjorde det. Pernille (jeg har lusket på deres hjemmeside) sang som en gudinde og bandet leverede en sikker men kort koncert. Jeg nød hvert minut og følte mig ung med de unge og hip med de hippe – og det sker så sjældent i disse dage.

Nu er jeg glad og musikmæt og en af fordelene ved at være musikblind er, at når man endeligt for taget sig sammen og går til koncert, så skal der ikke så meget til at glæde mig og det er som regel en rigtig god oplevelse. Jeg har ganske simpelt ikke værktøjerne til at være kritisk, så jeg nyder hæmningsløst, dejligt fri for anmelderfordomme og selvhøjtidelig kritisk sans. Jeg nyder, fordi jeg hører.

Derfor kunnne det godt undre mig når jeg hører rock-smarte unge fyre stå og tale anmelder-”klogt” i garderoben om svaghederne i deres nye CD – for ærlig talt, hvad laver de så til en koncert, der næsten udelukkende består af deres nye numre? Jeg klappede i mine små buttede fingre, havde dejlige toner i mine halvdøve øren (volumen til livekoncerter overrasker mig altid) og var glad i låget.

Og så fandt jeg ud af at Swan Lee er musik for tøser og at uniformen er højhalset pullover, knælang uldnederdel med tykke strømpebukser til og camp sko – sådan en god gang klassisk uni-chick stil. Jeg faldt helt ved siden af.

Perfekt prut

Det var en smuk fjert, den var næsten fuldendt. Den var blød, den var rund og næsten lugtfri – hvad mere kan man ønske sig!

Fik jeg sagt, at min kæreste nu sidder med himmelvente øjne og spekulerer som en gal på, hvad det mon var han forelskede sig i i sin tid.

Mikrofiktion

Christian har lanceret en sjov idé.

Test på 87 ord:

Med et suk steg hun ud af den varme seng og kastede et blik på manden. Den sidste Marlboro hang stadig som en skarp lugt i luften. En hovedpine begyndte sit indtog efterhånden som tømmermændene blev vækket til live og hun hostede en tør, kradsende lyd frem af halsen.

Hun slog til den livløse arm og orkede ikke at tænke i løsninger nu. Det var gået nemmere end hun havde troet. Det eneste der ærgrede hende nu, var at blod var så forbandet svært at vaske af.

Jeg er så ked

Jeg er så led

Jeg er så led og ked af søgning gik i ged

Jeg er så led og ked af søgning hos Holt gik i ged – fed-blues

Nu skal jeg sende

Papir der vendes

Nu skal jeg sende vendepapirer frem til goal

Nu skal jeg sende vendepapirer frem til goal så de kan sparke Holt – skod-blues

Så skal jeg vente

Til de kan hente

Så skal jeg vente til de kan hente andet svar

Så skal jeg vente til de kan hente andet svar fra den lukkede dør – lort-blues

Jeg har nu aldrig påstået jeg var poet – men derfor kan men vel godt forsøge at udtrykke sig lettere kunstnerisk….

Holt har givet mig det officielle afslag, det bliver nok ikke så nemt at trænge igennem og gøre dem klart at jeg ikke lader mig spise af med den sædvanlige historie.

“According to the record City Baby Hospital gave Holt when they referred you for adoption in 1969, you were around two years old. At that time, several babies were referred for adoption. All of them were Parks. They were found without identifying information. So, they were named after the director of the hospital. This hospital was a kind of reception center for the babies orphaned or abandoned in Seoul.

I am so sorry that it will be really difficult to find your birth family. We have a website and we have a search section in it. If you want to put an article about your search, I can assist you. If you want to do that, please send me your recent photo and article about you! However, it hasn’t been very successful over the years. ”

Denne historie er den som de fleste hører, det skal man ikke lade sig afskrække af – men alligevel giver det et stik i hjertet, når ens rødder ikke vil gribe fat.

Næste skridt er at presse på, evt. sætte G.O.A.L på sagen (og nej det er ikke Gun Owners Action League) og se om de kan sætte gang i tingene. Endeligt er der fjernesynet tilbage, en slags Koreansk morgentv parret med sporløs forsvundet – hvor man efterlyser forældre og børn etc. Jeg er ikke helt sikker på, jeg er parat til at gå til den eksporneringsydergrænse med grædende koreanere, der skal have dulmet den dårlige nationale samvittighed.

I guder hvor er jeg træt

Jeg har for første gang i lange tider måtte bide i græsset og melde afbud til to arrangement. Efter 3 timers søvn og en lettere hysterisk dag hvor jeg arbejdede til kl. 18.00 er jeg ved at gå i coma. Så Videnskabscafeen må vente til næste gang, jeg holder ellers meget af deres arrangementer og min anden mødregruppe må spise mad på fredag uden mig.

Alligevel har jeg en boblen og kildren i maven, fordi det ser ud til at et længe ønsket projekt måske alligevel kan opstartes. Lad os nu se!

Jeg ser fremt il 1. april hvor den hersens fundraisingkampagne da forhåbentligt er overstået og hvor Koreaklubben har fået sine engelske artikler samt et lillehængeparti også skulle være vel lavet.

Ak. jeg kan i det mindste sige, jeg døde aktiv.

Jeg gik glip af noget og det må jeg kompensere for ved at bringe løsningen på denne nemme lille kryds og tværs!

Hvor svært kan det være! Så kan jeg lære det kan jeg!

Venner har jeg ingen af, men så er det godt der findes bloggere Faktisk kommer jeg ikke for den absolutte råhygge og megen latren – men simpelthen for al den viden og højintellektuelle ånd, der udfolder sig så yndefuldt på stedet.
Bl.a. fortalte denne mand mig, at jeg skriver indigneret om 3. verdens undertrykte shortssyende børnearbejdere – så det må jeg vel hellere komme i gang med, fordi jeg er en så letpåvirkelig, svag og undseeligt – tja nærmest en lidt sky person, der sjældent kommer ud og derfor bliver så benovet, når folk siger så pæne ord om mig.

Indigneret indlæg:

Hvordan kan det være, at når folk køber et par shorts til 39,95 i “Tøj og sko” til deres børn regner med de er produceret af voksne overenskomstansatte vesteuropæere? Jeg mener, hvis man kan bare lidt matematik og kan regne ud at forretningen har en kommision på ca. 75%, så er der ca en rund 10′er tilbage, hvis man så skal trække transport, mellemhandlerfortjeneste, produktion, fabrikkens kommision samt materialeforbrug fra – hvor meget tror du så, der er tilbage til lønning? Kan du sige ½ riskorn. Tror du en voksen mand kan leve af ½ riskorn? Det tror jeg ikke, ergo må det være børn, ensige meget små børn der producerer disse shorts – og siden det nu er ½ riskorn vi taler om, kan vi så ikke konkludere det er børn fra u-landet?

Godt så! Her på Eat my shorts vil jeg gerne udtrykke min harmdirrende vrede over misbruget af ensige meget små børn i produktionan af shorts i ulandene – STOP DET!

Nå men ud over det kan jeres kgl. hofrapporter rapportere at Venture havde en grå skorte på, Acutecut var prydet med en kasket og hattehår, Dalager i diskret selvkreeret lyseblå trøje af blødt fabrikat, Wannabee gule DK sko, /many lyste op med selvfarvet hår, Palnatoke lyste op med et glad smil, Voller havde en tør tysk humor og dårlig hukommelse, Pinds førte en snak bag ryggen, Tante Lilla prominerede uden paryk, Asynkron prominerede med slet intet hår, frk. andersen fremlagde en klar Århusiansk humor, Webmercial luftede klædelige stjernenykker, Plok var besmykket med briller den dag, Randises med andre stjernenykker samt et rotteskind, monolog reklamerede med en øl i hånden, jdrengen kendetegnet uden alkohol overhovedet, visitsen kom uden solbriller, Oschlag kom med en udsøgt dårlig humor og selvindkøbt slips som katten havde leget med, Romme stylet ud med briller og blomstret skjorte, Pollas så ikke særligt supekt ud men lidt venstreorienteret, Bering brillierede med en usædvanlig uhyggelig synsk evne for Dalagers udsmykningsgenstande, Branimir med et mod til ikke at fatte en bønne samt undertegnede med en høflig og stilfærdig optræden *host* – der var sikkert flere tilstede og de må gerne slå mig hård oven i hovedet for ikke at huske dem, men det var hvem, jeg umiddelbart fik snakket med.

Derudover var vi fuldstændige nøgne -

fordi vi alle præsenterede os ved fornavn, hvilket ikke sagde nogen noget og det gik jo slet ikke – heldigvis var Dalager mand for en lille nem selskabsleg og så kom latteren frem, for forinden havde vi jo slet ikke moret os!

Emner var: mormors kælder, dokumentarfilm, øl, den nostalgisk lyd af modem, røg og dens væmmeligheder, ex-koner, manys bæbrune, stavefejl, kommafejl, Jes Dorphs kæderygning, min pris som uøvet prostitueret, fotos, selskabslege. SMillas klit og sikkert en masse andet, som jeg er gået glip af.

Stjernekommentaren kom fra Frk. Andersen: “Nu læner du dig vist op af en øretæve” (på bredt århusiansk).

Når jeg nu selv skal sige det, så var jeg jo et stjerneeksempel på falsk beskedenhed, holdets eneste B-blogger, stilfærdig og uselvisk fremtoning med en ydefuld og diskret latter garneret med sublim humor – kort sagt, jeg havde det vidunderligt! Så kan jeg lære det, kan jeg.

Bortset fra det, så skal jeg bage boller, lave 2 slags marmelade, dække forårsbord, lave lasagne til 12, is med pandekager og smile hele eftermiddagen – min smukke papdatter holder 9 års fødselsdag – vi har spist morgenmad og givet gaver. Hun blev glad og nu ser alle ungerne en af gaverne – en disneyfilm, så mor kan få ro til at lave mad i køkkenet – strategisk udtænkt passifciering. I guder,hvor er de unger dog møgforkælede!