Den kreative proces kan man ikke styre og det frustrerer mig i den grad – jeg kan arbejde med den og påvirke den og prøve at snyde den, men det rette kommer når det skal komme – i mellemtiden kan jeg sætte mig ned og eksperimentere og vupti håbe på noget popper op.
Så jeg hører tangomusik og leger med ærter i lange baner….men jeg føler og tænker og taler og tror at et eller andet på magisk vis under en dobbelt rengbue vil transformere sig til en enhjørring. Pis mig i øret….

Jeg har en stor forståelse for de som har det på sammen måde med stoffer og alkohol og jeg arbejder indgående på at ændre det faktum, at en afhængighed er stærkere end min vilje. Men uanset så erkender jeg at jeg altid vil være ryger – jeg skal bare sørge for mine pauser forbliver så lange som det er muligt.

Mors dag minder mig altid om min mor – min oprindelige mor, min biologiske mor, min mor. Jeg har aldrig fejret denne dag med hende, jeg har aldrig kendt hende og alligevel er hun eksisterende, levende, præsent hver eneste dag. jeg savner hende – ikke hende som person, men hende som koncept. jeg savner at se ind i en person og vide at det er denne persons gener jeg bærer, at det er denne persons beslutning, der har formet mit liv.

Det handler ikke om, at jeg vil holde min mor i hånden til evig tid – men måske bare en eneste gang. At jeg vil vide, hvad jeg er og af hvem jeg er.

Tabet af min mor har sat sig dybe spor og skabt en ubalance i mig, jeg skal leve med resten af mit liv. Det har skåret mønstre ind i min sjæl, det har dannet grobund for en bestemt adfærd, jeg kun kan korrigere men aldrig undslippe, det har i bund og grund skabt den stærkeste sorg af alle. Tabet af den ubetingede kærlighed. Navlestrengen blev skåret så at sige den dag den fysisk blev skåret.

For mig er mors dag håbet dag – den dag på året hvor jeg genopliver mit håb om at jeg en dag finder hende og kan holde hendes hånd en eneste gang.

Jeg er først ved at lære at lytte til min krop – at acceptere den er handicappet fordi dens naturlige evne til at sige til og fra blev ødelagt for længe siden og derfor gang på gang udsættes for grænseoverskridende handling – mest fra mig selv. Ting som er basalt set gode for mig, får en rigtig dårlig effekt på mig, når jeg presser mig til at yde – mere og mere. Derfor er jeg på en streng livsdiæt – jeg kan ikke overspise af livets tilbud længere – jeg kan kun beskæftige mig med det som er absolut nødvendigt for mig.

Endeligt skal jeg lære at kærligheden ikke altid vil mig det gode, at de mennesker jeg har valgt i livet ikke altid vil mig det gode – det er rigtigt svært for et hjertemenneske som mig at acceptere, men i bund og grund skal mit hjerte bare blive hjemme hos mig selv istedet for at bløde for alle mulige andre. Først da kan jeg i virkeligheden være det jeg skal være i dette liv.

Imorgen bliver jeg nødt til at investere i noget udstyr

Samuel havde været med i hele processen og ønskede sig en stor fest med mange mennesker og afslappet stemning. Han var omgivet af venner, familie og hjertevarme – mennesker der ønskede ham det godt og som alle var med til at give ham en vidunderlig dag.

Jeg er så stolt af min yngste søn, han er følsom, begavet og kærlig og her er den tale jeg holdt for ham:

Min elskede søn.

Det startede med du kostede mig engang en vægtforøgelse på 22 kilo, dernæst tog det ufatteligt mange timer og ekstra dage før du gad titte ud i verden den 9 januar 1999, for slet ikke at nævne at du for evigt vil skylde din mor dit liv og levned – så må jeg i dag konstatere at du har overlevet 14 års hård opdragelseslejr og det samlet set ser ud til du ikke har taget voldsomt megen skade og det er med dyb dyb forundring jeg i dag står her og prøver at forholde mig til, at du er på vej ud i verden.

Og hvilken verdensborger du bliver – du har den sjældne kombination af at at spænde meget bredt og det er en sjælden evne, så for dig min søn bliver nøgleordet “balance”. Du er så heldig at favne vidt i hænderne og i hjertet og når man er så rig, så er man forpligtet til at forvalte og udnytte sine talenter – for det er en stor gave.

Indenfor buddhismen taler man om, at de mennesker man møder kommer med en lære – og de som lærer dig allermest både på den positive og den negative bane er buddhaer i skjul. Samuel du er min buddha på den helt klare positive bane – du er et af de væsener, jeg er så heldig at få lov til at have i mit liv, en gave jeg hver dag glæder mig over, jeg hver dag lærer af, jeg hver dag er dybt taknemmelig for. Og selvom jeg er din mor og du altid vil være min søn – så er du også en egeneksistens, der forbløffer mig hver dag med indsigt og stor stor menneskelighed.

Men det som lærer mig allermest er netop din store spændvidde. Du er sikkert endnu ikke så bevidst om det – men nu skal du ud og vokse som verdensborger og derigennem lære bevidst om dine evner.

For lige fra du blev født har du udvist at du besidder både ro og temperament.
Der blev udvist voldsomt temperament da du skulle ud i verden men kort efter var der fuldstændig ro, da du indtog dit første måltid mad. Og sådan forløb de første år – i en total buddhafyldt tilstand så længe maven var fyldt og du blev båret rundt og i voldsomme udbrud hvis maven var tom og vi formastede os til at sige du selv skulle gå på dine små buddhaben.

Så denne penduleren mellem fuldstændig tilfredshed og absolut utilfredshed hang meget sammen med Samuel anden dualisme – orden og kaos.

Ser I, Samuel var og er et ordensbarn – ikke forstået at der altid er ryddet op på værelset eller han husker at gå i bad hver dag – det er slet ikke den slags orden han beskæftiger sig med til sin mors store fortrydelse, men mere i den forståelse at det skal give mening, hænge sammen og danne mønstre – og han har en fantastisk evne til netop dette. Af samme grund ventede han så længe med at tale, at vi tilsidst blev lidt bekymrede – men da han så endeligt åbnede munden kom der hele formfuldendte sætninger ud – orden skulle der være.

Så min elskede søn, du skal huske at udfordre disse dualismer i dig selv, selvom du er fantastisk som du er, fordi det vil få dig til at vokse – du skal kunne bære din utilfredshed og du skal udfordre kaos. Fordi uanset hvor dygtig du bliver, vil du altid møde systemer, situationer og følelser, der ikke giver mening og som vælter orden for et kort sekundt – at være i kaos er at turde miste fodfæstet for et kort sekund. Og uanset hvor meget du dækker dig ind, vil der altid være behov, der ligger lige under overfladen og ikke bliver mødt – for din utilfredshed er blot en følelse pakket omkring et behov.

Med det i mente og med en viden om du er en fantastisk ung mand har jeg et par ønsker for dig. Jeg ønsker for dig min søn, at du vil lære at se alle møder med andre mennesker – også de svære og uforståelige – som en gave – en unik mulighed for at modtage det som er anderledes. At du vil bruge det til at berige dig – udvide dit forståelsesrum og dit hjerte. Som verdensborger med afsæt i den ressourcemæssige absolut mest priviligerede del af verden, har du en mulighed men også en forpligtelse. Du har muligheden for at møde lige præcist de borgere i lige præcist den verdensdel du ønsker, men du har også forpligtigelsen til at forstå – det er dig der besøger dem og det er dig der møder dem og at dit verdenssyn og dine behov ikke nødvendigvis har forrang..

Samuel min hjertes lotusblomst, jeg ønsker for dig du udfolder dit fulde potentiale  - uden angst, uden bekostning af andre, uden andre krav end at du jævnligt tjekker dig selv i spejlet og kan genkende dig selv.

Og ikke mindst ønsker jeg for dig, at du går ud i verden med mod og gør det som ligger allermest dybt inde i hjertet uanset hvad andre mener, siger og tror. At du lever – i ordet fulde forstand.

Samuel, i dig ser jeg mig selv, jeg ser din far men først og fremmest ser jeg verden, den verden der ligger foran dig, som du skal ud og forme ligesom den skal forme dig. Du vil altid være mit hjertebarn, men du vil og er også noget meget større – for i dig ser jeg tro – min tro på du bliver et fantastisk voksent menneske, som du nu er en fantastisk ung mand, din tro på du vokser og gror ud af din barndom og ind i din fremtid og verdens tro på, at lige præcist denne borger vil træde ud være, som du nu kan være – unik og tro mod dig selv.

I dig ser jeg håb – dine håb for fremtiden, min håb for din lykke, verdens håb for at denne fremtidsborger altid vil stræbe mod gøre den verden du lever i til præcist det sted hvor du kan leve. Og i dig ser jeg kærligheden, den kærlighed din far og jeg har fyldt dig op med, den kærlighed du selv gavmildt deler, den kærlighed du engang vil skabe når du selv får børn.

Så jeg vil slutte med det berømte citat fra Paulus Første brev til Korintherne: “Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.”

Samuel, jeg elsker dig.

En af de ting, jeg var bange for ville have været ødelagt var beot-ggot nori – bedre kendt som kirsebærtræernes blomstring – dels fordi jeg bar en kirsebærgren til mit bryllup og fordi jeg fik et kirsebærtræ i morgengave. Men jeg kan mærke, det er faktisk ok og det er jeg rigtig lettet over – jeg kunne næsten ikke bære, det skulle være befængt med tab og løgn også.

Jeg kan ikke længere nyde:

Murukami
Manchester
Kenya
Broerne over Madison County
Nepal

Jeg skal omstille:

Berlin
CVM

Jeg kan heldigvis stadig:

Rejse
Høre metal, indie og punk
Se kirsebærtræerne blomstre

Åh vi mennesker er så ubetænksomme i de relationer, vi ødelægger. Lidet tænker vi over, at de handlinger vi udfører med al for megen passion har en dyb efterklang hos andre.

Rigtigt mange borger for, at hvis adoptanterne eller den adopterede selv føler en personlig lykke ved sin egen tilstand – så er det lige med en lykkelig adoption.
For de adopterede oplever jeg ofte at deres lykkegetaltning er konstrueret af rene myter og det er disse myter, jeg gerne vil adressere.

1) Myten om at mine biologiske forældre elskede mig så højt at de sendte mig til et andet land for at få en god opvækst.
- Dette er nok den mest sejlivede emotionelle konstruktion, som oftest går rent ind hos langt de fleste – opvokset med en idyllisering af kærlighedsbegrebet, sukres adoptionsfortællingen ind i en konstruktion om en ligeværdig udveksling mellem 2 forældrepar med rendyrket kærlighedsfokus på barnet. Der er bare det lille aberdabei , at dels så er der reel ingen evidens for disse imaginære biologiske forældres kærlighedsaccept af bortgivelsen og dels så er det ofte helt andre barske realiteter, der præger adoptionskonstruktionen. Den mest fundamentale forklaring er, at der ikke er nogen ligeværdig magtrelation mellem de to forældresæt – den ene kommer men både den financielle og den kulturelle overvægt, der som oftest trumfer det forældresæt, der står i en underskudssituation. Det er ganske enkelt en handelstransaktion med børn og penge som vare og valuta. Der er en mangel i vesten + der er en produktion i andre lande = en mulig udbytning opstår – der opstår ganske enkelt en industri omkring denne udveksling. Efterfølgende opstår idylliseringen – men grundlæggende ønsker ingen og slet ikke adoptanterne at se på det faktum, at de med ønsket om at skabe familie med børn er med til at holde gang i en menneskehandel. For var der en financiel og kulturel forstrækning i afgiverlandene, ville i langt de fleste tilfælde de “enlige mødre”, de “fattige forældre” eller “et ressourcesvagt samfund” tage sig af de “stakkes børn”. Vi kan jo se på vores eget samfund – hvis international adoption er en selvfølgelighed, hvorfor adopterer Danmark ikke de få reelt forældreløse børn vi producerer, ud af landet?

2) Myten om at det er bedre at børn kommer til en velfungerede land, til forældre der elsker dem end sulter på gaderne, hvor de er.
- dette er et argument tildels baseret på det faktum at det er lykkes modtagerlande at manifestere idéen om at de børn de adopterer er sultende stakler, der ville lide en kummerlig skæbne uden en indgriben i form af adoption krydret med det er et emotionel visuelt argement, de fleste kan forholde sig til. Men det er jo at sammenligne pærer med bananer. For hvis vi skal lave denne sammenligning, så er adoption at sidestille med enhver anden form for ulandsbistand – og så kan jeg være en smule kynisk og mene at det er nok den mest ineffektive form for bistand man kan give, fordi dels er omkostningerne tårnhøje og dels ville nok langt de fleste mene, at bistand skal gives med henblik på at afhjælpe problemet på stedet og ikke fastholde problemet og uddybe det. Så ved at poste store summer penge ind i en løsning, der splitter forældre og børn, så er der ikke noget reelt incitatment for at løse problemet. Så når børn i Calcutta sulter, så er den mest effektive løsningen ikke adoption af disse børn. Ovenikøbet så er ønsket om spædbørn blandt adoptanterne ofte så markant, at de er sjældent er sultne gadebørn, der adopteres – det er ofte rene, velafrettede børnehjemsbørn eller børn i reelle familier der bortadopteres, fordi adoptanter er krænse forbrugere – de vil have velfungerende, smukke børn, der kan fungere uproblematisk ind i en vestlig familie – for at sætte det på spidsen men ikke helt, for man kan blot gå tilbage til debatten om adoptionen af børn fra rumænske børnehjem, der ikke viste sig at være så rene og velafrettede og læse hvordan en række forbrugere ganske enkelt følte sig snydt.

3) Myten om at en upoblematisk barndom og et kærligt familieliv er lig med en lykkelig adoption
- Ofte lyder røsterne fra både adopterede og adoptanter at de har haft en lykkelig barndom og familieliv og derfor kan de slet ikke forstå de kristiske røster. Og det er dejligt at høre – det mener jeg uden skyggen af ironi – men det er bare ikke nogen valid argumentationen. dels kan man ikke lave en kortslutning om at en lykkelig barndom for den enkelte, er argument nok for en samfundskontruktion og del hører vi oftest ikke fra den biologiske side – har det været lykkeligt og urpoblematisk for dem? For en lykkelig adoption er vel kun lykkelig hvis alle partner er med på den lykke? Eller er det forsvarligt at sige at hvis blot 2 parter er lykkelige, så er adoption som model brugbar? Eller hvad nu hvis kun 1 part er lykkelig – er modellen så stadig i orden? Og denne lykkelige og uproblematiske barndom med forældre der elsker – kunne den have forekommet i en anden konstruktion end den adoptionsmodellen?

4) Myten om at barnets tarv altid varetages bedst i en vestlig kulturel forståelse af kernefamilie.
- Det sjove ved forståelsen af barnets tarv er dels at den altid i den enkelte adoption er varetaget – hvis man spørger de involverede og dels at tarvet ofte varetages bedst i en vestlig kernefamilie.
Alle taler meget højt om barnets tarv og tillad mig et lille tankeeksperiment her. Lad os antage at barnets tarv primært varetages bedst ved at vokse hos et biologisk sæt forældre. Hov hov, vil Adoptions nog Samfunds formand populistisk bryde ind – der er jo børn som er udsat for incest (det nemmeste og mest forståelige argument at trække) – og ja det er der, men da hovedparten af børn, der adopteres i Danmark er under 2 år vil jeg mene at raten af incentramte børn blandt den gruppe, er forsvindende lille – men det trækker jeg jo gerne i mig når jeg ser evidensbaseret forskning der peger på noget andet. Så tilbage til udgangspunktet – barnets tarv er at blive hos et sæt biologiske forældre antager vi. Hvorfor overvejer alle disse familier der så gerne vil barnets tarv ikke at understøtte barnet i at blive hos sine biologiske forældre? Hvorfor antages det automatisk at det barn man modtager har det allerbedst i en vestlig hvis familie med danske normer?
Vi måler barnets tarv og lykke i materilistisk velstand og negligerer at lykke og tarv kan eksistere i lige så høj grad i en velfærdstand der er lavere eller blot anderledes. Og der er rent faktisk evidensbaseret forsking, der viser at andre former for adoption fungere mindre problematisk end den internationale. At adoption i nærmiljø og i familien kan vise sig at være bedre for barnet end markante skift og ulige strukturer.

Jeg er fuldt ud klar over at jeg er inde og røre ved hjerteblod – at familer og kærlighed til sige børn uanset hvordan de er skabt ind i en familie er svære størrelser at debattere – men af selvsamme grund finder jeg det dybt problematisk, at vi i vesten har skabt en industri af kød og blod for at opfylde en fundamentalt behov hos en række voksne individer. Og med fare for at vække endnu et ramaskrig, så ville langt de fleste af disse adoptanter sagtens kunne forstå, at man ikke skal handle med mennesker når det gælder prostitution og alt for billig arbejdskraft – men når det kommer til børn vender man det blinde øje til.