Jeg har ikke arbejdet seriøst med film og video siden 1997 og sidste år startede jeg op i det små. Nu begynder det lige så stille at rulle og her er min første videoproduktion.

Imorgen bliver jeg nødt til at investere i noget udstyr

Jeg kryber til korset i denne højhellige påsketid og tilstår – jeg fejlede i Berlin og købte tøj og en læbestift, det er så anden gang jeg er faldet i. Damn…det er sværere end jeg troede. Det affødte så en tårevædet tilståelse i nonshop gruppen på facebook, hvor jeg bl.a. blev spurgt til mine indre motiver og udfordret med at se ind i mig selv..

Jeg udfordrer mig selv hver dag – så jeg har været igennem møllen med at “betragte tingene udfra på den indenfra måde” og jeg kender godt oprindelsen til min impuls. Det er fuld accept af at jeg overforbruger og at det er en forlængelse af noget andet.

Indlægget var ment som et humoristisk indspark i alle de velmenende indlæg om hvor gode og kreative nonshopperne er og jeg tror faktisk, at jeg reagerede mod at være så fandens korrekt. Jeg er det på så mange andre måder at jeg snart ikke kan proppe mere økologisk spelt ned i min hals, og faktisk var min sko, taske, tøj, makeup addiction snart den sidste last jeg havde (ikke fejl – dem har jeg tonsvis af).

Jeg er fuldt ud klar over det ikke-bæredygtige i et fortsat forbrug, men drukner af og til i den bevidste forbrugers mareridt – hvor mange fairtrademærker på fødevarerne kan udgøre det for flyveturen til Nice til foråret, når jeg nu ved jeg kan køre i Hummer i 10 som et svin for en tur/retur til London? Hvor mange økologiske kaffebønner skal jeg male selv for at udligne min brunch med veninderne om søndagen på den ikke-økologiske cafe?

Jeg føler mig så fandens asketisk på alle andre områder – drikker ikke alkohol, ryger ikke, har ikke bil og spiser næsten ikke kød…mit tøj, make up, tasker og sko var mine laster, mine synder…det der gjorde mig menneskeligt og fejlbarlig. Når jeg ikke kan frådse i dette, så er der ikke så meget mere tilbage andet end rejser. Men jeg bilder mig ind, det har begrænset mit forbrug, surfer ikke rundt efter unødige extravanganzaer på trods af H&Ms nye luxus concious collection er på gaden lige om lidt. For mig er det svært – meget svært ikke at købe noget og jeg er ikke helt så dygtig til det og jeg orker altså ikke at sidde med en ulden kulørt bomuldstråd og forvandle den grå sweater til et unikastykke.

Det handler om at jeg af og til bare trænger til trøst – og ikke den indre a la “jeg elsker dig Yong Sun” men mere den man finder i en fed chokoladekage og et par guccisko – hvor tomt og overfladisk det end måtte lyde. At jeg af og til har behov for at købe mig til lidt identitet akkurat på samme måde som jeg “ikke-køber” mig til den nu. At det eneste jeg snart mangler i mit forpulede perfekte balancerede mindfulde liv er en bogudgivelse og 5 minutter i godmorgen Danmark.

Spøg til side – jeg tror jeg bare fik forstoppelse af hvor perfekte vi kan blive, at jeg ville flage med min uperfekthed og faktisk holde lidt af den. jeg skal nok fortsætte med at forsøge at stoppe med at shoppe – amar halshug etc.