Jeg har 2 børn, der gerne vil fejre deres mor på denne dag, men mor er rejst, hun er borte og dette kunne have vækket en hvis problematik, hvis det ikke var fordi mine børn både er så store, at de ikke finder det underligt samt det faktum at jeg skam kommer tilbage til dem igen.

Mors dag minder mig altid om min mor – min oprindelige mor, min biologiske mor, min mor. Jeg har aldrig fejret denne dag med hende, jeg har aldrig kendt hende og alligevel er hun eksisterende, levende, præsent hver eneste dag. jeg savner hende – ikke hende som person, men hende som koncept. jeg savner at se ind i en person og vide at det er denne persons gener jeg bærer, at det er denne persons beslutning, der har formet mit liv.

Det handler ikke om, at jeg vil holde min mor i hånden til evig tid – men måske bare en eneste gang. At jeg vil vide, hvad jeg er og af hvem jeg er.

Tabet af min mor har sat sig dybe spor og skabt en ubalance i mig, jeg skal leve med resten af mit liv. Det har skåret mønstre ind i min sjæl, det har dannet grobund for en bestemt adfærd, jeg kun kan korrigere men aldrig undslippe, det har i bund og grund skabt den stærkeste sorg af alle. Tabet af den ubetingede kærlighed. Navlestrengen blev skåret så at sige den dag den fysisk blev skåret.

For mig er mors dag håbet dag – den dag på året hvor jeg genopliver mit håb om at jeg en dag finder hende og kan holde hendes hånd en eneste gang.

til sommer, Nice, Berlin, udfordringer, udvikling og i bund og grund fri leg i Yong Suns hoved…..AHHHHHH.

Min søn, mit yngste hjertebarn valgte en nonfirmation, så vi valgte at fejre at han trådte ind som verdensborger istedet. Der var oppustede kloder i loftet, flag fra mange lande, langborde, blomster og lys i farverne blå, grøn og hvid. Der var mad fra 4 verdenshjørne, vi spiste kenyansk mad, koreansk og thailandsk mad, amerikansk mad og nordisk mad. Der var en kage med en globe på med Samuel siddende op ad den, småkager, shortbreads, brownies og tærter og så var der slushice og lakrids.

Samuel havde været med i hele processen og ønskede sig en stor fest med mange mennesker og afslappet stemning. Han var omgivet af venner, familie og hjertevarme – mennesker der ønskede ham det godt og som alle var med til at give ham en vidunderlig dag.

Jeg er så stolt af min yngste søn, han er følsom, begavet og kærlig og her er den tale jeg holdt for ham:

Min elskede søn.

Det startede med du kostede mig engang en vægtforøgelse på 22 kilo, dernæst tog det ufatteligt mange timer og ekstra dage før du gad titte ud i verden den 9 januar 1999, for slet ikke at nævne at du for evigt vil skylde din mor dit liv og levned – så må jeg i dag konstatere at du har overlevet 14 års hård opdragelseslejr og det samlet set ser ud til du ikke har taget voldsomt megen skade og det er med dyb dyb forundring jeg i dag står her og prøver at forholde mig til, at du er på vej ud i verden.

Og hvilken verdensborger du bliver – du har den sjældne kombination af at at spænde meget bredt og det er en sjælden evne, så for dig min søn bliver nøgleordet “balance”. Du er så heldig at favne vidt i hænderne og i hjertet og når man er så rig, så er man forpligtet til at forvalte og udnytte sine talenter – for det er en stor gave.

Indenfor buddhismen taler man om, at de mennesker man møder kommer med en lære – og de som lærer dig allermest både på den positive og den negative bane er buddhaer i skjul. Samuel du er min buddha på den helt klare positive bane – du er et af de væsener, jeg er så heldig at få lov til at have i mit liv, en gave jeg hver dag glæder mig over, jeg hver dag lærer af, jeg hver dag er dybt taknemmelig for. Og selvom jeg er din mor og du altid vil være min søn – så er du også en egeneksistens, der forbløffer mig hver dag med indsigt og stor stor menneskelighed.

Men det som lærer mig allermest er netop din store spændvidde. Du er sikkert endnu ikke så bevidst om det – men nu skal du ud og vokse som verdensborger og derigennem lære bevidst om dine evner.

For lige fra du blev født har du udvist at du besidder både ro og temperament.
Der blev udvist voldsomt temperament da du skulle ud i verden men kort efter var der fuldstændig ro, da du indtog dit første måltid mad. Og sådan forløb de første år – i en total buddhafyldt tilstand så længe maven var fyldt og du blev båret rundt og i voldsomme udbrud hvis maven var tom og vi formastede os til at sige du selv skulle gå på dine små buddhaben.

Så denne penduleren mellem fuldstændig tilfredshed og absolut utilfredshed hang meget sammen med Samuel anden dualisme – orden og kaos.

Ser I, Samuel var og er et ordensbarn – ikke forstået at der altid er ryddet op på værelset eller han husker at gå i bad hver dag – det er slet ikke den slags orden han beskæftiger sig med til sin mors store fortrydelse, men mere i den forståelse at det skal give mening, hænge sammen og danne mønstre – og han har en fantastisk evne til netop dette. Af samme grund ventede han så længe med at tale, at vi tilsidst blev lidt bekymrede – men da han så endeligt åbnede munden kom der hele formfuldendte sætninger ud – orden skulle der være.

Så min elskede søn, du skal huske at udfordre disse dualismer i dig selv, selvom du er fantastisk som du er, fordi det vil få dig til at vokse – du skal kunne bære din utilfredshed og du skal udfordre kaos. Fordi uanset hvor dygtig du bliver, vil du altid møde systemer, situationer og følelser, der ikke giver mening og som vælter orden for et kort sekundt – at være i kaos er at turde miste fodfæstet for et kort sekund. Og uanset hvor meget du dækker dig ind, vil der altid være behov, der ligger lige under overfladen og ikke bliver mødt – for din utilfredshed er blot en følelse pakket omkring et behov.

Med det i mente og med en viden om du er en fantastisk ung mand har jeg et par ønsker for dig. Jeg ønsker for dig min søn, at du vil lære at se alle møder med andre mennesker – også de svære og uforståelige – som en gave – en unik mulighed for at modtage det som er anderledes. At du vil bruge det til at berige dig – udvide dit forståelsesrum og dit hjerte. Som verdensborger med afsæt i den ressourcemæssige absolut mest priviligerede del af verden, har du en mulighed men også en forpligtelse. Du har muligheden for at møde lige præcist de borgere i lige præcist den verdensdel du ønsker, men du har også forpligtigelsen til at forstå – det er dig der besøger dem og det er dig der møder dem og at dit verdenssyn og dine behov ikke nødvendigvis har forrang..

Samuel min hjertes lotusblomst, jeg ønsker for dig du udfolder dit fulde potentiale  - uden angst, uden bekostning af andre, uden andre krav end at du jævnligt tjekker dig selv i spejlet og kan genkende dig selv.

Og ikke mindst ønsker jeg for dig, at du går ud i verden med mod og gør det som ligger allermest dybt inde i hjertet uanset hvad andre mener, siger og tror. At du lever – i ordet fulde forstand.

Samuel, i dig ser jeg mig selv, jeg ser din far men først og fremmest ser jeg verden, den verden der ligger foran dig, som du skal ud og forme ligesom den skal forme dig. Du vil altid være mit hjertebarn, men du vil og er også noget meget større – for i dig ser jeg tro – min tro på du bliver et fantastisk voksent menneske, som du nu er en fantastisk ung mand, din tro på du vokser og gror ud af din barndom og ind i din fremtid og verdens tro på, at lige præcist denne borger vil træde ud være, som du nu kan være – unik og tro mod dig selv.

I dig ser jeg håb – dine håb for fremtiden, min håb for din lykke, verdens håb for at denne fremtidsborger altid vil stræbe mod gøre den verden du lever i til præcist det sted hvor du kan leve. Og i dig ser jeg kærligheden, den kærlighed din far og jeg har fyldt dig op med, den kærlighed du selv gavmildt deler, den kærlighed du engang vil skabe når du selv får børn.

Så jeg vil slutte med det berømte citat fra Paulus Første brev til Korintherne: “Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.”

Samuel, jeg elsker dig.

Når man fundamentalt svigtes med retraumatisering som resultat, er en af de værste ting, at noget af det man tidligere elskede, nu forbindes til retraumatiseringen. Dvs de nu tillægges en tung symbolik, der giver et alt for dybt stik i hjertet.

En af de ting, jeg var bange for ville have været ødelagt var beot-ggot nori – bedre kendt som kirsebærtræernes blomstring – dels fordi jeg bar en kirsebærgren til mit bryllup og fordi jeg fik et kirsebærtræ i morgengave. Men jeg kan mærke, det er faktisk ok og det er jeg rigtig lettet over – jeg kunne næsten ikke bære, det skulle være befængt med tab og løgn også.

Jeg kan ikke længere nyde:

Murukami
Manchester
Kenya
Broerne over Madison County
Nepal

Jeg skal omstille:

Berlin
CVM

Jeg kan heldigvis stadig:

Rejse
Høre metal, indie og punk
Se kirsebærtræerne blomstre

Åh vi mennesker er så ubetænksomme i de relationer, vi ødelægger. Lidet tænker vi over, at de handlinger vi udfører med al for megen passion har en dyb efterklang hos andre.

Det kommer ikke som en overraskelse for de fleste, men for de få som ikke har regnet det ud, så er jeg ved at blive skilt. Det første officielle skridt er taget og det er ok. Èn ting slår mig altid i sådanne processer, for jeg har været i én før – det er hvordan man kan sidde overfor et menneske og slet slet ikke genkende, hvordan de fremlægger én selv. Det får mig til at tænke at mennesket er eminent til at opfatte det som er i deres eget indre og ikke det som er reelt. Og når man konfronteres af det fremmede menneske, som man trods alt har delt liv med i en periode og kan høre, hvordan vedkommende har konstrueret dig i sit indre, så kan jeg gribes af en stor stor sorg. Sorg over at vi er så blinde overfor hinanden men nok mest af alt at vi er så blinde overfor os selv.

Well, nu kommer næste proces med navneskift og fremadskuen. Jeg skal hele op og være i mig selv og så skal jeg finde mennesker, der sikkert konstruerer mig i deres indre igen, men som i det mindste kan kommunikere det undervejs, så vi ikke ender med at være fremmmede. For jeg har været en fremmed hele mit liv og det stopper nu.

Manic Street Preachers er normalt ikke min største kop te – men af og til rammer de noget smukt i deres lyrik:

Your love alone – is not enough, not enough, not enough

When times get tough they get tough, they get tough, they get tough

Trade all your heroes in for ghosts, in for ghosts, in for ghosts
They’re always the ones that love you most, love you most, love you most

Your love alone – is not enough, not enough, not enough
It’s what you felt, it’s what you said, what you said, what you said

You said the sky would fall on you, fall on you, fall on you
Through all the pain your eyes stayed Blue, they stayed Blue, Baby Blue

But your love alone won’t save the world
You knew the secret of the universe
Despite it all you made it worse
It left you lonely it left you cursed

You stole the sun straight from my heart, from my heart, from my heart
With no excuses just fell apart, fell apart, fell apart

No you won’t make a mess of me, mess of me, mess of me
For you’re as blind as a man can be, man can be, man can be

I could have seen for miles and miles
I could have made you feel alive
I could have placed us in exile
I could have shown you how to cry

Your love alone is not enough
Your love alone is not enough

Jeg stiger op fra et dybt hul, jeg har været i i 8 måneder. Det river og slider i mig for at blive i hullet – men lyset lokker og min krop savner at blive set og mødt af kærlighed og omsorg.

Det har været svært at erkende at den jeg elsker ganske enkelt ikke drager omsorg for mig, at den jeg elsker ikke taler med mig, at den jeg elsker ikke elsker mig tilbage. Det har været endnu sværere at erkende at den jeg elsker rent faktisk gør mig ondt, nedbryder og destruerer. Ikke fordi han vil, men præcist fordi han ikke vil – tage ansvar.

Det er sluppet nu – jeg vil huske ham som mit livs kærlighedssmerte. Det var dybt og ægte og oprigtigt fra min side.